Nu prøver jeg med et "digt" - om det er godt eller skidt, det aner jeg ikke, men Sylvia Plath siger - "I write only because there is a voice within me that will not be still".
Here goes nothing.
Det er skrevet i går, den 2. december.
"Du kysser mig,
og det hele vender tilbage til mig,
jeg husker.
Husker hvordan du føltes,
hvordan vi var,
hvor tæt på lykken jeg var,
jeg kunne næsten nå den.
Den sorte skjorte ryger på gulvet,
med den følger den sidste rationelle tanke i mit hoved.
Du overtager mig
- jeg ved ikke længere,
hvor jeg slutter,
og hvor du begynder.
Jeg mærker kun dine læber mod mine,
mens din hånd febrilsk finder min.
Og jeg husker,
jeg husker lykken."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar