Savn.

Endnu engang sidder overvælder savnet mig. Du kan ikke være væk, det er ikke rigtigt.
Det er snart 3 år siden, men... det bliver ikke lettere. Tanken om, at jeg aldrig skal se dig igen, høre dig stolt sige "Det er min bette pige!" og aldrig få et af de trygge kram igen, jeg... jeg kan næsten ikke bære det.

Jeg havde en idé om, at du aldrig skulle dø. Jeg kunne bryde sammen ved tanken om, at du på et eller andet tidspunkt blev hevet væk fra mig. Folk prøvede at sige "Michelle, selvfølgelig dør han på et eller andet tidspunkt, det gør alle." men... i mine øjne, var du udødelig. Intet kunne få ram på dig. 
Ikke om det så var nazister, køer, blodpropper, sorg og alle de andre ting, der forsøgte at tage livet af dig, så kunne du ikke dø.

Det er snart din fødselsdag, en dag jeg, lige så længe, jeg kan huske, altid har brugt med dig. På nær de sidste 2 år. Jeg skal aldrig høre dig sige "Michelle, det skulle du da ikke! Den største gave er, at du kommer" mere, mens du alligevel smilte over hvad end, vi nu havde fundet på til dig.
Jeg skal aldrig diskutere verdens situationen med dig. Jeg skal aldrig høre skræmmende historier fra dig. Jeg skal aldrig se ham, der altid troede på mig, selv når andre ikke gjorde, igen.

Jeg føler mig så alene. Jeg har bare siddet og set på, at min verden faldt fra hinanden. Jeg kunne, for første gang i mit liv, ikke vende mig til dig for hjælp. Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har skulle overleve. 

Og tanken om, at jeg aldrig fik en chance for at sige ordentligt farvel.. Sidst jeg så dig, i vågen tilstand, lå du i din seng og sagde "Michelle, gå nu ud til de andre, jeg bliver snart rask igen". Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, men.. jeg nægtede at tro på det. Din stemme dirrede på en måde, den aldrig havde gjort før. Du så så svag ud. Og når ens helt ser svag ud, så ved man, det står skidt til.

Jeg brugte det første års tid efter din død på at tænke "Han skulle have taget mig med". Den tanke rammer mig stadig engang i mellem. Så som lige nu. Men jeg ved, på en eller anden mærkelig måde, at jeg ser dig igen. Jeg ved, at hvor end jeg nu ender, når jeg dør, så står du og venter på mig. 
Jeg er ikke bange for at dø - jeg er sikker på, du står der til at redde mig, for sidste gang.