Frustration.

Jeg er så fucking frustreret. Frustreret over, at kommunen gambler med min fremtid, mens sygehuset gambler med mit helbred og i sidste ende, mit liv. 
Jeg magter det ikke mere. Jeg gider ikke sidde herinde, helt opslugt af angst og ikke kunne gøre noget. 

Jeg vil ud. Jeg vil i skole, jeg vil tage kørekort, jeg vil kunne få min røv på arbejde, jeg vil kunne tage mig sammen til at sætte mig foran det fucking klaver, i stedet for at begrave min næse i bøger. 
Jeg vil have overskud. Overskud til at kunne hente min søster efter skole, overskud til at tage ud til mine venner, overskud til at tage i biografen, overskud til... alt andet end det her. 

Jeg kan ikke holde ud, at mine forældre nu skal bruge endnu flere penge på mig. Jeg kan godt forstå dem, og jeg elsker dem for det, men... jeg vil ikke have, de skal bruge endnu flere penge på mig. Det kan ikke være nødvendigt at tage til København for at få noget fucking medicin. Det kan ikke passe, at sygehuset ikke kan få fingeren ud. Jeg kan ikke håndtere det mere. 

Jeg kan heller ikke holde ud at være så fucking ensom, fordi den eneste, jeg egentlig har lyst til at være sammen med, sidder i Randers og ikke kan bestemme sig for, hvad han vil. 
Jeg vil bare gemme mig i de der stærke, trygge og beroligende arme. Jeg vil kunne se på ham og tænke "han er min", men det kan jeg ikke, for det fik jeg også fucket op. 
Jeg går med konstant hjemve. Jeg kan knapt nok læse de der pladder romantiske sider i mine bøger, for.. jeg havde det jo. Indtil jeg smed det væk. 

Det er mærkeligt at sidde på sit værelse og tænke "Jeg vil hjem". For det er der, mit hjem er - hvor end han er. 

Og lige om lidt skal jeg spise, og jeg magter ikke det mad. Jeg vil dykke ned i bunden af en Ben & Jerry's, men det kan jeg ikke, for jeg er på fucking kur. 

Meh. Jeg har hovedpine.