Jeg ville ønske, du var her. Jeg savner dig, jeg mangler dig. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke bliver lettere. Det er 3 år siden, men jeg mangler dig stadig hver eneste dag.
Jeg vidste, det ville være svært, men jeg troede, det ville blive lettere på et tidspunkt.
Jeg hader, at du ikke er her. Jeg hader, at du ikke kan se, hvor meget bedre det går mig. Jeg hader, at jeg aldrig skal se dig igen.
Jeg hader, at jeg er begyndt at drømme om dig igen. De der drømme, hvor du pludselig er tilbage, og vi laver alt det, vi plejede at lave, hvor latterligt det end var. Men så snart jeg vågner, er det som et smack-in-the-face, for det går op for mig, at du stadig er død. Du er stadig væk, du er her ikke, og jeg er helt alene.
Jeg har stadig så meget skyldfølelse. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke sagde noget, hvorfor jeg ikke tog det seriøst, hvorfor jeg ikke brugte mere tid med dig.
Jeg håber, at du engang ser ned på mig, om 20 års tid, og stadig tænker "det er min bette pige!", med stolthed. Jeg vil bruge resten af mit liv på at gøre dig stolt.
Jeg savner dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar