Jeg føler, at jeg bliver kvalt.
Kvalt af forelskelsen, kvalt af usikkerheden, forvirringen, og, mest af alt, kvalt af sommerfuglene i min mave.
Jeg ved jo godt, det her er en dårlig idé. Det kan ikke ende godt, men jeg kan slet ikke se hen til enden endnu, selvom jeg næsten kan mærke den, pga. dit fravær.
Jeg bliver kvalt af de ting, du gør, og de ting, du siger.
For hvorfor skulle du være anderledes? Hvorfor skulle du ikke også forlade mig, ødelægge mig, så jeg bare står tilbage som en skal af et menneske?
Men så husker jeg dine øjne, dit smil, dine overarme, den måde, du blidt tog fat om min hage, da du kyssede mig på, og så er jeg ligeglad.
Jeg er ligeglad med, om dette ender galt. Jeg er ligeglad med dit problem. Jeg er ligeglad med, hvor mange piger du har været sammen med, og om de har hørt det samme, som du har fortalt mig.
Jeg er ligeglad. Hvis bare jeg kan få én weekend mere sammen med dig, der hvor jeg næsten kan omfavne lykken, så er jeg ligeglad.
Go ahead and tear me apart, I'll still love you with all the little pieces.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar