Jeg tror ikke, jeg er i stand til at blive forelsket mere. I hvert fald ikke i en "ny".
Jeg møder skam fyre, og de er da søde, og det er meget hyggeligt at kysse med dem, men derudover er der intet i det. Jeg kan ikke få den følelse frem igen.
Jeg ved ikke, om jeg er blevet kold og kynisk, men jeg tror simpelthen ikke på det mere. Jeg tror ikke på det der kærlighedsfis, slet ikke alt det der "forever". Everybody leaves in the end.
Eller måske er det fordi, jeg ikke kan komme over ham. Fordi, han stadig er i mit hoved, og jeg sammenligner alle med ham, og ingen desværre er lige så perfekte. Selvom han er alt andet end perfekt. Does this make any sense?
Før blev jeg forelsket, bare en fyr sagde, at jeg var pæn (overdrivelse fremmer forståelsen), men nu føler jeg slet ikke, at jeg er i stand til det. For det er skam ikke fordi, der ikke er kandidater, som jeg for få år siden var blevet fuldstændig head over heels forelsket i, følelsen er der bare ikke mere.
Og jaja, jeg ved det godt, jeg er KUN 18 (19 om 24 dage, bitchessss!), og det skal nok komme igen, når "mr. right" kommer forbi. Hvor jeg dog lyder som min mor lige nu.
Men jeg er bare så træt af at være ensom, men samtidig vil jeg ikke være sammen med en, jeg ikke er forelsket i.
Og så hjælper det heller ikke, at jeg ikke tror fyre en skid, når de kommer med alle de der komplimenter. (Dette var ikke sagt for at pudse min egen glorie, jeg er bare en generaliserende kælling).
Jeg kan kun tænke "Jaja, hvor mange har du sagt det til?", for jeg ved jo godt, at jeg ikke er noget særligt, og hvorfor skulle nogen dog synes det?
Årh, teenageissues.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar