Udvikling.

Det føles mærkeligt, men jeg kan allerede nu mærke den udvikling, der er sket med mig, i løbet af bare de sidste måneder. 

Jeg er en stærkere person nu. Jeg kan klare mig selv, jeg lever med mig selv, uden det konstante had. Jeg har mere overskud, jeg kan langt flere ting. For fanden, jeg har lige klaret 3 dage på en højskole, uden hjemve! Det lyder som ingenting, det ved jeg, men for mig er det som at flytte et bjerg. 

Jeg kan se i spejlet og smile. Jeg kan generelt smile nu, uden det er forceret. Jeg kan gå rundt og joke med mine venner, jeg kan endda gøre mig selv totalt til grin foran 20-25 mennesker, ved at spille Body Talk. 

Men mest af alt, kan jeg klare mig, udenfor mine lyserøde vægge, uden min mor er nedenunder, uden jeg kan knue min kat ind til mig, uden jeg kan... ja, uden jeg kan være den pige, jeg har været de sidste... tør man sige 16 år? I hvert fald lang tid! 

Og jeg kan være ærlig overfor mig selv nu. Jeg kan sige til mig selv - ja, jeg har nogle problemer, nogle diagnoser, og mine ting at slås med. Men jeg er okay alligevel, jeg skal nok klare mig. Jeg kan endda skrive det på nettet, hvor jeg før ikke engang kunne sige det til mine nærmeste venner! 

Jeg skylder denne udvikling til mange, men jeg nøjes med at nævne 6.
Moderen, der aldrig gav op.
Faderen der altid kom tilbage.
Bedstefaderens uendelige kærlighed.
Bedste venindens urokkelige støtte.
Verdens dejligste kæreste, Philip Wahlqvist.
& drengen der aldrig helt forsvandt, præcis som han lovede. 

Skal også lige nævne UHR og læreren, der ikke opgav mig. 

Så det her er, forhåbentlig, velkommen til den nye Michelle. Eller... i hvert fald den forbedrede udgave.