Michelle Nørgaard

Mens jeg sidder og læser "Dear John", kan jeg kun tænke, at alle de følelser, John har mht. Savannah, er de samme, som jeg har mht. dig. 

Jeg har vidst fra første dag, at jeg aldrig ville glemme dig. Jeg har vidst, at du var "the boy of my dreams", for nu at lyde rigtig kliché-ish. Jeg ved, at lige gyldigt hvor jeg går hen, hvem jeg møder, og hvad der sker, så vil du altid være en del af mig.
Selv efter næsten et år er jeg stadig overbevist om, at vi hører sammen. Det er bare ikke lige nu, for det kan du ikke tage dig sammen til. Jeg tror stadig, at vi skal blive gamle sammen, for det har altid føltes rigtigt. Og jeg hader, at jeg ikke kan lade den følelse passere, for jeg ved, at jeg aldrig kommer helt videre, med mindre jeg kan det.

Hver eneste dag bliver jeg mindet om, at vi ikke snakker sammen, og det driver mig til vanvid. Jeg savner dig, there, I said it. Jeg vil være sammen med dig.. Jeg vil bare... vide, at jeg ikke er lige gyldig for dig, selvom jeg godt ved, at jeg er det. Du er jo pisse ligeglad med mig, og det kan jeg sgu egentlig godt forstå, men... jeg kan ikke håndtere det. 

Jeg håber, du kommer tilbage til mig, når du er færdig med at være et røvhul. Jeg håber og tror, at det bare er en fase, du skal igennem, for det ligner dig ikke. Du er ikke sådan. Det var ikke ham, jeg forelskede mig i. 

Jeg ved, du har ændret dig, og det er til dels min skyld, men jeg ved også, at ham den fantastiske stadig er derinde. Det er han nødt til at være, ellers mister jeg totalt min tro på menneskeheden. 

Men det værste er, at når det hele er said and done, så vil jeg stadig vente på dig. Og det frustrerer mig grænseløst, men... I guess that's love.