Men jeg regnede ikke med, i min vildeste fantasi, at det ville være så hårdt, som det er lige nu.
Jeg har to hjem - her, og hos ham. Og tit føler jeg mig mere hjemme hos ham. Og jeg har ikke været der i snart to uger. Det driver mig til vanvid.
Selv hans forældre savner jeg - de der flabede kommentarer fra hans far, og omsorgen fra hans mor.
Jeg synes, der er rigtig længe til på torsdag - og endnu længere til juni, hvor han kommer hjem igen.
Jeg føler ikke, at jeg har så mange at snakke med det her om - jeg kan jo umuligt sige det til ham - jeg har givet ham nok skyldfølelse. Og det er jo ikke et spørgsmål om, at jeg ikke KAN klare mig. Det handler bare om, at jeg savner ham. Noget så inderligt.
Så det går ud over min mor - og hun siger det samme hver gang; "Skal jeg tage op og hente ham?!", og hver gang siger jeg ja. Med et grin og et lille håb om, at hun måske gør det.
Jeg har ikke rigtigt tænkt over, hvor få venner, jeg har tilbage, inden han tog af sted. Det var som om, at det næsten var lige meget, for jeg havde jo ham. Jeg kunne altid tage derom, og så var han klar med kram og Modern Family, Find Nemo eller Tim Burton film. Mere kompliceret var det ikke.
Men nu går det op for mig, hvor mange der er faldet fra, siden jeg er blevet syg - hvor mange, der ikke engang har forsøgt at forstå, men bare er smuttet. Og så føler jeg mig endnu mere alene, når jeg sidder og stalker dem på Facebook.
Og hvor mange, som egentligt forstår mig rigtig godt, der ikke prøver at holde kontakten ved lige. Måske er det bare mig, der er noget galt med. Jeg ved det ikke.
Jeg vil bare gerne have et af de der bamsekram, jeg altid havde mulighed for at få - om jeg så kom og vækkede ham, jeg havde pisset ham af, eller jeg lige havde slået ham (er ikke så voldelig, som jeg lyder lige nu).
Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal stille op lige nu. Jeg skal nok finde ud af det, det er jeg sikker på, men lige nu er det bare svært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar