Jeg føler mig ambivalent i dag.
Jeg har en af de dage, hvor min autisme er min bedste ven og værste fjende - på en og samme tid. Allow me to explain.
Normalt er min autisme ikke som sådan noget, jeg tænker over - ikke fordi, jeg er vokset fra det, som mange nok vil tro, men fordi jeg har lært, hvordan jeg skal leve med det. Jeg har lært mine teknikker.
Jeg har lært, at jeg skal have min "strukturtavle". Jeg skal have mine påmindelser fra min Google Kalender. Jeg skal have planer, og jeg skal have forudsigelighed, og så går det. For det meste.
Lige indtil, at det ikke gør.
Som i morges, da det gik op for mig, at jeg havde glemt mine briller, i min mors bil, af alle fucking steder. Det væltede det hele, og var nok til, at jeg slet ikke kunne fungere i skolen - selvom det nok også havde noget at gøre med den rungende hovedpine, jeg får, når jeg skal koncentrere mig, og jeg ikke har mine briller på.
Jeg oplevede noget, jeg ikke har oplevet længe - nemlig det, at jeg ikke rigtigt var til stede. Jeg sad bare og kiggede, men vidste ikke helt, hvad/hvem fuck jeg kiggede på.
Det freakede mig, needless to say, ret meget ud, og jeg ville egentlig helst bare hjem under min dyne.
(Heldigvis har jeg verdens mest forstående og søde kontaktlærer, som sagde, at jeg skulle tage noget at spise - og endda senere kørte mig hjem.)
Hvor kommer det så, det der med, at min autisme også er min bedste ven? Jo, nu skal du høre.
Det kommer her - jeg er meget imponeret over min hjerne, og mig selv, tbh. I løbet af få minutter var jeg i stand til at virke "normal" (så normal, som jeg nu kan være, haha), fordi jeg har øvet det så. fucking. mange. gange - især som barn/teenager, dengang jeg syntes, det var pinligt at være autist. Pokerfjæset, som vi kalder det, var lynhurtigt på.
Og var det så min autisme, der gjorde, at jeg kunne det? Ja, det skulle jeg mene - for jeg har altid været tvunget til, at skulle kunne virke normal i løbet af få minutter - med mindre det var et full blown meltdown, selvfølgelig. Der er sgu ikke noget at gøre der.
Jeg har den "fordel", at jeg er en kvindelig autist, og det gør, har jeg hørt fra kloge hoveder, at jeg altid har haft "nemt" ved at efterligne andre. Og de andre børn vidste godt, at man ikke skulle virke for unormal, for så var der mobning i farvandet. Det lærte jeg også hurtigt.
Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt. Utroligt, som et par manglende briller kan stresse og ødelægge en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar