Accept.

Jeg har lige været hos min psykolog, og for pokker den kvinde forstår at sætte nogle tanker i gang - og nej, dette er på ingen måde en kritik af hende. Hun er skøn.

Jeg burde måske arbejde "lidt" på, at acceptere, at jeg egentlig er så syg, som jeg nu engang er. Men, to be completely honest, så troede jeg vitterligt, at jeg havde accepteret det. 
Men det kan jeg mærke i dag, at jeg bestemt ikke har.

Men... Hvordan gør man egentlig det? 

Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke kan 1/3 af det, jeg gerne vil? Hvordan accepterer jeg, at jeg måske aldrig får et arbejde? Eller en uddannelse? Hvordan fanden i helvede accepterer jeg, at jeg (muligvis) aldrig bliver pædagog? 

Jeg har, for længst, accepteret, at jeg aldrig bliver advokat eller psykolog, selvom det var mine største drømme som lille.

Eller... nogle af dem.

Min største drøm har, siden jeg mødte min lillesøster, været, at blive mor. 
Måske det heller aldrig sker. 

Og hvis uddannelse/job skal lykkes, skal jeg måske vælge børn fra, og omvendt. Jeg synes fandeme, det er svært. 

En ting er, at jeg altid vil være syg, in some way shape or form. Det er jeg godt klar over, det har jeg været de sidste to år. Det kan jeg godt acceptere - jeg kan godt leve med, at jeg måske skal have medicin resten af mit liv. Det gør mig ikke så meget.

Men det der gør mig noget, er, at jeg måske ikke får/opnår alt det, jeg gerne vil. 
Det er, åbenbart, noget, hvor der følger en form for sorg med - det kan jeg i hvert fald mærke lige nu.

Og ja, jeg er pisse pessimistisk lige nu, og nej, jeg kan ikke vide, at jeg aldrig får det hele. Men.. bare tanken om, at jeg måske ikke gør, fordi mit eget hoved åbenbart hader mig, den er fandeme hård at rende rundt med.

Men... Jeg giver ikke op. Det er ikke en mulighed. Det er tatoveret på min ankel, så sådan er det. Lige nu virker det bare som om, der er tonvis af km hen til, hvor jeg gerne vil være. Måske er det også noget, jeg skal acceptere. I'll work on it.