Savn.

Savn er en spøjs, finurlig og forfærdelig ting, der kan poppe op på de mest mærkelige tidspunkter, og jeg lærer aldrig at forstå det.

Lærer aldrig at forstå, hvorfor man pludselig føler sig totalt tom, fordi han ikke er her til at vende verdens situationen med en.
Hvorfor det hele pludselig føles endnu sværere at håndtere, fordi han ikke er her, så man kan få et af de der kram, der altid gjorde lidt ondt i ryggen, fordi han klemte så hårdt.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg føler vitterligt, og har gjort det de sidste 7 år, at der mangler en del af mig, og jeg kan slet ikke have det.

Jeg har altid, lige så længe, som jeg kan huske, savnet mere voldsomt end de fleste - og jeg skal da lige love for, at det ikke har ændret sig. 

Måske handler (meget af) det, stadig, om, at jeg ikke troede, han kunne dø - for, som jeg har sagt før, det kan Guder ikke. 

Jeg har, uden at ville indrømme det, brugt en del af min tid på, at være vred på ham, fordi hvordan fanden i helvede kunne han forlade mig, når jeg havde allermest brug for ham? Men det er dog gået op for mig, at det ikke var med hans gode vilje - jeg ved jo godt, at hvis det stod til ham (og især mig), så havde han været her til at følge mig op ad kirkegulvet, når den dag kommer.

Det her nok bare endnu en af de dage, jeg bare skal igennem... Men for helvede, hvor gør det ondt. 

"I will never forget the moment

They told me

Your heart had stopped.

Even though mine broke in that second,

It strangely kept beating." 

- Zoe Clark-Coates.