Jeg ville kunne håndtere det, hvis det "kun" var mig, det gik udover.
Hvis jeg ikke kunne se bekymringen og smerten i min mors øjne, fordi det gør ondt på mig.
Hvis jeg ikke kunne høre frustrationen i C's stemme, fordi han ikke ved, hvad han skal stille op.
Hvis jeg kunne regne ud, at min søskende savner mig - og hvis jeg bare kunne være der.
Hvis jeg ikke VIDSTE, at det her påvirker alle omkring mig - for jeg tror faktisk, at det er det ultimativt værste. At det ikke kun er mig, der lider, men enhver der holder af mig.
Jeg ved godt, der ikke er nogen, der bebrejder mig - lige udover mig selv, altså. Men det gør det bare ikke meget lettere.
Nogle gange ville jeg næsten ønske, at der var en eller anden, der ville råbe og skrige af mig, hvad fanden jeg bilder mig ind - for så er det da ikke kun mig, der tænker sådan.
Jeg hader egentlig at indrømme alt det her, især på internettet, men jeg ved slet ikke, hvor jeg ellers skal gå hen med det - så jeg håber, at du, min meget kære læser, vil bære over med mig. Igen.
For, don't get me wrong, jeg skal nok komme igennem det. Det er bare endnu en af de ting, jeg bare skal igennem. Jeg ved bare ikke helt hvordan lige nu. Ligesom jeg er kommet igennem de sidste 8 år af mit liv, I guess. Det ville så bare hjælpe lidt, hvis jeg kunne huske, hvordan fanden jeg kom igennem dem, lol. Scumbag memory.
"I'm so sorry to all the people I've been hurting while I'm hurting."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar