Det gør jeg ikke - overhovedet. Måske bliver det endda sværere. Jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det.
Det er røv svært, og det har det været i lang tid nu.
Det er svært at være væk fra ham, der får en til at føle sig hjemme. Ham, der får det hele til at virke lidt mere overskueligt - ham, man ikke føler sig lige så syg sammen med.
Jeg vænner mg måske aldrig til det.
Men.. de der ca. 48 timer hver anden weekend, de får ligesom afstanden til at falme. I hvert fald mens jeg er i hans arme, og intet gør helt så ondt.
For helvede, hvor er jeg forelsket, haha. Det havde I slet ikke gættet, vel??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar