Jeg er stadig imponeret over, at ét menneske kan betyde SÅ meget for en.

At hun kan få en til at se lyset, selv på de værste dage, bare man ser et billede af hendes smil, for man ser hende på ingen måde nok.

Hvordan én sang kan få en til at tude, fordi man bare tænker "Ja. Selvfølgelig."

Hvordan man pludselig kommer i tanke om, hvem man skylder det faktum, at man er i live. At man ikke gav op, den dag for snart mange år siden. Eller at man ikke har givet op siden, for man kan slet ikke overskue aldrig at skulle se hende igen - eller at hun skal leve videre uden en, for det virker helt forkert.

Og man er SÅ beæret over, at man har været en del af hendes liv så længe. At man får lov at se hende vokse som menneske, og man bliver bare mere og mere stolt.

Og man kommer i tanke om grunden til at kæmpe - ikke, at den har været væk, men man får det bekræftet - for hvordan kunne man nogensinde, selv hvis man ville, give op, så længe man har chancen for at se det smil igen? 

Kun én er nogensinde kommet i nærheden af at betyde så meget som hende, og det må jeg aldrig glemme. Det her er en bro, jeg aldrig nogenfuckingsinde må brænde. Aldrig. 

"You're like a sunray in the dark,
You're the beat playing in my heart."

Jeg burde være ligeglad i dag. Jeg burde være kommet over det. Det ved jeg godt. Det er jeg bare ikke.

Jeg føler mig så ynkelig, fordi det stadig fylder. Fordi han stadig fylder. Det er fucking, præcis, 4 år siden. Kom nu videre, lille pus.

Jeg har ledt efter mange årsager, hver eneste dag, de sidste 4 år. Årsager til, hvorfor han gik - dem har jeg så fundet masser af. 
Årsager til, hvorfor jeg ikke kan komme over det - dem har jeg også fundet nogle stykker af.

Men jeg er desværre ikke kommet over det, bare fordi jeg har fundet årsager, som jeg havde håbet, jeg ville.
Jeg er et meget rationelt tænkende menneske, så det plejer at hjælpe, når jeg finder nogle grunde - har det så bare ikke gjort med ham.

Måske er det, og det har jeg sagt før, fordi, at han var alt. Min bedste ven, min kæreste, min bedre halvdel, og... og jeg fucking savner ham. Jeg hader at indrømme det, men det gør jeg.
4 år senere, er han stadig den første, jeg gerne vil fortælle ting til - og det kan jeg jo ligesom ikke, når han har blokeret mig overalt, haha. 

4 år senere, har jeg stadig en idé om, at han kommer tilbage. Ikke fordi, jeg fortjener det, eller fordi, jeg er et godt menneske - men simpelthen fordi, at jeg ikke kan få det til at give mening, at han ikke elsker mig mere. Måske fordi, jeg ikke vil, det ved jeg ikke. Højest sandsynligt.

Måske er det fordi, jeg ikke vil give slip - for hvis jeg giver slip, så giver jeg slip på en del af mig selv, og det har jeg ikke lyst til, uanset hvor meget jeg hader mig selv til tider. 

Og jeg er bare... træt. Træt af, at jeg ikke kan møde en ny, der ligesom kan.. ikke tage hans plads, for det kan ingen - han var min første, store kærlighed, og det vil han altid være. Nu vil jeg ligesom bare gerne have en ny, haha. 

Remembering him comes in flashbacks and echoes.
Tell myself it's time now, gotta let go -
But moving on from him is impossible,
When I still see it all in my head.
In burning red.

"'You can't love someone unless you love yourself first'

Bullshit.

I have never loved myself.

But you, oh God,

I loved you so much

I forgot what hating myself felt like."

Jeg er imponeret og chokeret over, at ét menneske kan få mig til at føle mig så uelsket, så lige gyldig, og så... ikke værdig. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved jo godt, at der er folk, der elsker mig - men hvorfor kan det ikke være ham?

Der er virkelig dage, hvor jeg tænker, at han nok slet ikke kan lide mig - og der er dage, hvor jeg VIRKELIG ikke kan lide ham, og det får mig til at føle mig som et dårligt menneske. Men det er jeg jo ikke, det er vel normalt, efter det han har udsat mig for.

Jeg vil ikke sidde og bebrejde nogen for min situation, eller skyde skylden på nogen - men nogle gange kan jeg bare ikke lade være med at tænke, at det ikke er så mærkeligt, at jeg har det sådan her. 

Det er i sådanne situationer, at jeg er nødt til at tænke på, hvor stærk jeg egentlig er - for det er jeg. Men det betyder sgu ikke, at jeg er følelseskold eller ikke knækker - og det er jeg lige ved. 

Men.. det er vel hans tab, som søde Bella lige har sagt.

Jeg bliver bare så gal - så gal, så ked af det (selvom jeg hader at indrømme det), og så.. fortvivlet og frustreret. Men jeg skal nok blive okay igen. Det er bare en hård dag. 

Do you have to make me feel like
There's nothing left of me?

Jeg er ikke så glad for følelser. 

Jeg er ikke så glad for, at jeg så hurtigt bliver så glad for folk, og selvom jeg tror, det er væk, så med det samme, de skriver igen, er jeg sådan "Nå... jamen så tager vi den da bare på ny!!"

Jeg er, som sagt før, kæmpe control-freak, så når jeg ikke kan kontrollere ting, så som dette, bliver jeg lidt ilter. Jeg dur ikke til det. 

Jeg ved jo godt, at der ikke er noget GALT i, at være glad for et andet menneske. Jeg er glad for rigtig mange mennesker (I hvert fald efter, jeg er begyndt i skole, haha), men på denne måde... Det er meget sjældent. 

Jeg er træt af, at tingene ikke altid kan gå op. Jeg er træt af afstand. 
Jeg ville bare ønske, at dette kunne fungere. Men det kan det ikke - i hvert fald ikke lige nu. Og det er okay. Sort of. 

Og inden I spørger, selvom det er meget sødt - ja, jeg er helt okay. Jeg har bare mange tanker lige nu, haha.

I never meant to break your heart
I won't let this plane go down.
I never meant to make you cry,
I'll do what it takes to make this fly.

Jeg er ikke så glad for de her dage/aftener.

Dem, hvor jeg kun kan se alt det, jeg ikke kan, og alt det, jeg ikke har, i stedet for at se alting fra den lyse side.

Disse dage har alle nok, går jeg ud fra, men det får mig ikke til at hade dem mindre.

De, i dette tilfælde, aftener, hvor det går op for mig, hvor lang vej jeg har endnu. Før jeg kan sætte mig ind et tog alene, før jeg kan gå fuldtid i skole, før jeg er færdig med mit vægttab, før jeg "kan" få en kæreste (for vægttab og kæreste hænger VOLDSOMT sammen for mig), og før jeg kan sige, at NU kan jeg 100% klare mig selv.

Jeg er stadig så pisse afhængig af andre mennesker, og jeg hader det. Inderligt hader det, fra det nederste af mine tæer, til det øverste af mit hoved. Jeg kan ikke fordrage det. 
Og så kan folk sige nok så mange gange, at jeg ikke må slå mig selv i hovedet med det, for jeg kan alligevel ikke selv gøre for det - for gør det det bedre? Overhovedet ikke. 

Jeg er control-freak udover det rimelige, så det gør det absolut ikke bedre. Jeg ville allerhelst, at jeg kunne styre det, styre min angst og paranoia, og bare være... som mine venner. 

Jeg hader det faktum, at jeg ikke går på universitet, gymnasiet eller HF som mange af mine venner, eller at jeg ikke har noget arbejde, for guess what? Det kan jeg sgu heller ikke, haha.

Så nu sidder jeg hjemme en fredag aften, fordi jeg ikke kan komme nogen steder, for der er ingen til at køre mig. Endnu en fredag, hvor jeg ikke kan noget. I dag er det så bare ikke angstens skyld, men det praktiske, der ikke hænger sammen. 

Og jeg ved jo godt, at jeg allerede er kommet ufattelig langt, men jeg er bare ikke der, hvor jeg gerne vil være. Som jeg sagde til min farmor, så er det sgu ikke drømme tilværelsen, at være 21 år og være på kontanthjælp. Og jaja, jeg skal nok komme videre, og jeg skal nok få det godt, og jeg skal nok, og jeg skal nok, og jeg skal nok. Men... for fanden, kunne det ikke bare komme nu? Jeg er træt. 

Update.

Det er lige gået op for mig, at det er rigtig længe siden, jeg har skrevet noget, der gav mening - så det vil jeg prøve på nu. Mens jeg lige giver jer en update på mit kære liv, haha.

Jeg ville rigtig gerne sige, at grunden til, jeg ikke har skrevet noget er, at jeg bare har haft det super. Sådan hænger det desværre bare ikke sammen.

Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet eller lysten til at skrive, fordi jeg har været rimelig langt nede i det sorte hul, jeg konstant forsøger at kæmpe mig op fra. Og jeg er på vej op igen! Hvilket jo er ret vigtigt.

Men... når jeg ikke har lyst til at skrive, så er det fandeme skidt.

Det sjove er, at det først er efter, jeg er på vej op, at det går op for mig, hvor langt nede jeg egentlig har været. 

Don't get me wrong - har ikke været så langt nede, som jeg var i 2013, men der var nok ikke lang vej igen. 

Jeg har fået nyt medicin, og det virker. Allerede efter 2 dage, hvilket er ret fantastisk. Jeg kan allerede gå ud af min comfort-zone igen, og gå ned i byen. I går sad jeg blandt andet hos frisøren i 2 timer, og jeg hyggede mig rent faktisk. Ingen angst, ingen svedige håndflader, ingen rysten, ingen ingenting! Hvilket var ret fantastisk, for sådan har jeg sgu ikke haft det længe.

Og nej, jeg siger ikke, at medicin er løsningen på alle ens problemer, og at alle skal tage det. Men det hjælper mig, og det vil jeg ikke have skyldfølelse over.

Men det vigtige er, at jeg er okay igen. Jeg har så fået kvalme af medicinen, så mad er ikke lige det, der står øverst på min liste lige nu, men jeg skal jo have mad, så ned med det!
 
Derudover, og dette må jeg bare lige dele, har jeg tabt 800 gram på 6 dage, hvilket jeg er ret oppe at køre over. Så nu siger vægten -16,1 kg, og jeg begynder sgu næsten at kunne se det. 8 kg to go - I can do this! 

Det var vel egentlig bare det, jeg ville sige.... Lovede i starten, at dette ville give mening, men det gør det ikke rigtigt, gør det? Haha.