Jeg hader den der følelse af, at man ikke er hel. At der konstant er noget, der mangler. Jeg hader at sidde og have hjemve, mens jeg sidder på mit værelse. Jeg hader at rende rundt og være ensom konstant.
Jeg hader, at jeg ikke kan lade være med at såre et af de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg ved jo godt, at jeg burde cutte kontakten til ham og sige, at han kan kontakte mig, når hans følelser engang går over. Men jeg er alt for egoistisk. Jeg kan ikke holde den tanke ud. Holde ud, at jeg skal undvære ham, holde ud, at jeg ikke kan komme til ham, hvis jeg har brug for ham. Men jeg kan heller ikke holde ud, at jeg sårer ham.
Jeg bliver mere og mere rastløs. Det er snart 4 år siden, jeg stoppede med at gå i skole, og det driver mig til vanvid, at jeg ikke kan finde et sted, hvor jeg passer ind. Eller, at kommunen ikke kan finde et sted til mig.
Og det pisser mig af, når mine venner joker med det. For 2 år siden var det sjovt, ja. Nu er det overhovedet ikke den mindste smule underholdende længere. "Du har da konstant ferie!" ja, og det er sjovt nok heller ikke særlig fedt, når man ikke selv har valgt det. "Armen du kan jo bare sove dagene væk!" - ja, hvis jeg så kunne & måtte det, som i starten, ville jeg da nok heller ikke være så træt af det, men sådan er det ikke mere.
Så jeg ryger en masse smøger, drikker en masse vodka og får en masse tatoveringer, bare for at få tiden til at gå med noget. Det kan umuligt være sundt, men jeg er efterhånden ligeglad.
Jeg mangler at føle, at nogen har brug for mig. Og så går min psyko-hjerne i gang og siger "Så skal du da bare få et barn!", og så ender jeg med at sidde og overveje det. Når jeg når der til, hvilket sker et par gange om året, er jeg så fucking ynkelig.
Og så er der én sætning, der kører i mit hoved hele tiden, dunno why - "My forever ended a long time ago".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar