Jeg undskylder på forhånd - dette bliver en blandet affære.
Jeg er så ensom - igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med disse følelser, og hvor jeg skal gå hen.
Jeg vil rigtig gerne være sammen med nogen, men når jeg så er det, så føler jeg ikke, at jeg rigtigt har noget at snakke om - ikke engang med min egen familie.
Jeg ville, igen, ønske, at jeg havde en kæreste - en som ham. Ikke nødvendigvis ham, bare en, der fik mig til at føle det samme. En, der forstod mig, holdt af mig, og ikke var bange for at vise det. Jeg elsker mine venner, men jeg savner bare at kunne gemme mig ind i nogle arme.
Det føles som om, der er uendelige dage til i morgen klokken 17:30. Jeg vil bare gerne ud NU, ud og være sammen med nogen, jeg virkelig holder af. Men de kan jo ikke altid, når jeg kan, og det er også fair nok. Sådan er verden. Jeg hader det bare.
Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke har "drive" til at gå i skole. Det forstår jeg ikke helt. Hvordan kan man, som en der kender mig rigtig godt, tro, at dette handler om det? Om vilje? Hvordan kan man ikke tro, at jeg ville ændre det, hvis jeg kunne?
Jeg mangler min far. Og det har jeg skyldfølelse over, for det er min mor, der altid har været der for mig, men lige nu er det ham, jeg mangler. Måske fordi, det er det tætteste, jeg kommer på min farfar, selvom de er uendeligt forskellige.
Jeg kunne godt en six-pack. Jeg er forfærdelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar