Michelle Nørgaard

Jeg bliver så gal, når de får det til at lyde som om, at det er MIG, der ikke VIL have det bedre. At det er mig, der ikke vil ud, og at det er mig, der skaber mig - det er som om, de slet ikke overvejer, at det kunne stikke meget dybere. 

At det er for åndssvagt, at jeg er bange - og ja, det er det måske også, men ændrer det på noget, når man har, diagnosticeret, angst og paranoia? Absolut ikke. 

Hvordan skal jeg kunne ønske at komme ud, når de hele tiden siger, at det bliver sådan et andet sted også, og at der er flere af hans slags, når det er det, jeg har det allerværst med? 

"Problemerne følger dig bare derhen", "der vil bare være en ny ham" - undskyld mig, men kan I ikke se, hvorfor jeg ikke vil ud? Hvorfor jeg er så bange, at jeg ikke forlader min trygge base alene?

Som min psykiater sagde, som jeg har bidt mig meget fast i, så er jeg syg. Det der hjælper ikke - det hjælper ikke at blive sure, eller at få mig til at få det dårligt med mig selv.
Det hjælper heller ikke at grine og sige "Du har bare ikke drivet til det" - for jo, det kan du kraftedeme tro, jeg har. Jeg KAN bare ikke.

Jeg føler mig så alene. Jeg mangler Mikkel. Eller de der stærke arme, jeg sidst sov i for over 3 år siden. En eller anden, der ikke får det til at lyde som om, det er min skyld, at jeg gør det med vilje. 

Måske er det fordi, jeg ikke er moden nok til alt det her. Det tror jeg, lige nu, at det er. At jeg ikke er voksen nok til at skulle slås med alt det her - og det er jo bare ærgerligt. Jeg kan ikke gøre andet end at vente på, jeg bliver det. Det, eller blive inde i min egen lille verden resten af mit liv. Og er det overhovedet et liv? 

Og så bliver jeg så gal på mig selv. For hvad nu, hvis det i virkeligheden er min egen skyld? Hvis jeg selv har skabt dette, uden at vide det? Hvad nu, hvis de har ret? Jeg kan ikke overskue, at det kunne være sandt.