Rant.

Jeg sidder på hot.dk, for jeg har intet liv, da jeg en fyr skriver til mig, og spørger, om vi skal skrive. Tænker, at det kan vi da godt. 

Efter et par beskeder kommer det så frem, at han mener, man selv er skyld i det, hvis andre udnytter ens tillid, og det har virkelig sat mit pis i kog.
Han siger bagefter, at han aldrig har oplevet at få sin tillid udnyttet, og så mener jeg slet ikke, man har noget at skulle have sagt i den sag, når man ikke har mærket det på egen krop.

Men det er da en tankegang, der kan sende en på den lukkede, hvis man ender med at bebrejde sig selv alt. Jeg ved godt, jeg selv kan være slem til det, men jeg bebrejder fandeme ikke mig selv, at jeg har været sammen med røvhuller, der valgte at være mig utro, eller at mine "veninder" har røvrendt mig, for det har jeg da virkelig ikke selv bedt om.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan man kan tænke sådan. Jeg er dybt forvirret, for det giver da ingen mening. 
Skal man hele livet gå og bebrejde sig selv, mere end man allerede gør, fordi man stolede på nogen, man ikke skulle have stolt på? Skal man gå og sige til sig selv "Ej, det er fandeme også din egen skyld", for er det ikke slemt nok, at den lille stemme inde i ens hoved siger det? 
Beklager min vrede, men jeg kan ikke... arg.

Til sidst vil jeg lige sige tak til Jesper, fordi han fik mig i godt humør igen!