Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne være så naiv. Hvordan jeg kunne falde for det igen, tro det igen, føle det igen.
Hvordan jeg kunne tro, at jeg pludselig betød noget for ham, og at han ikke bare udnyttede mig, brugte mig, til han fik det, han ville have, præcis som alle andre.
Hvordan jeg kunne tillade mig selv at lukke ham ind, tillade de følelser, som jeg desperat har gemt væk siden januar, hvordan jeg bare kunne... tillade det hele.
For nu sidder jeg, igen, og føler mig tom. Jeg laver ikke noget, jeg sidder bare. Sidder bare og glor, orker intet. Vil ikke gå i bad, vil ikke snakke med nogen, vil helst ikke spise, men når jeg så begynder at spise, så kan jeg ikke stoppe igen. Alle de gamle symptomer.
Folk spørger mig tit, hvordan jeg kan have det så dårligt med mig selv, hvordan jeg kan hade mig selv så meget, men er det ikke ret tydeligt hvorfor, når jeg tillader alt det her?
Når jeg tillader ting, der ender med at give mere smerte, end de gav glæde. For hvad betød de få timers lykke, når jeg nu er så smadret, at enhver knogle i min krop føles som nåle, fordi jeg husker, at han ikke er min, og ikke blive det, at jeg ikke betyder noget, ligesom jeg ikke gjorde dengang, jeg er bare tidsfordriv, præcis som jeg altid har været - noget, man kunne bruge til det, man ville have, for jeg går for meget op i at "please" dem, jeg holder af og elsker, men når man så har fået det, så smider man mig på jorden, og griner, mens man ser mig gå i stykker. - kald mig bare melodramatisk, men det er sådan, jeg har det, og det er nu engang min blog.
Det er jo ikke mærkeligt, at jeg føler, jeg ikke er noget værd, når jeg gang på gang får det bevist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar