At vide, at man er gået fra en størrelse xs til en størrelse m, fordi man er kommet ud af sin spiseforstyrrelse og er kommet på nyt medicin, og man ikke kan gøre noget ved det, for selvom man træner 3-4 gange i ugen og bevæger sig utrolig meget, så bliver vægten ved med at stå stille.
Og man egentlig bare drømmer sig tilbage til dengang, hvor hoftebenene stak ud, man kunne se ribbenene, hvor maven var mere end flad, da den nærmest gik indad, og selvom man stadig havde store hofter, så kunne man gå i low waist jeans.
Da lårene ikke rørte hinanden, og da man ikke var kontrolleret af sin sult, men man selv kontrollerede den, hvor den ikke bestemte over en.
Hvor man ikke behøvede at bekymre sig om, om der hang en delle ud, for der var ingen. Da man hadede sine kyllingeben, men egentlig foretrækker dem i dag, selv dengang hvor brysterne var mindre.
Når man så har de dage, hvor man kommer så langt ud, at man er ved at opgive maden igen, overvejer at begynde at træne endnu mere, bare for at få det til at gå væk, få fedtet væk, og komme tilbage til den størrelse, man havde dengang, så ved man godt, at det er slemt, men det er så fristende.
Man begynder at lede efter pro-ana sider, selvom man slet ikke burde, for det kan umuligt ende godt, det er man jo beviset på.
Man sidder og kigger på billederne fra dengang, og tænker "Hvor så jeg egentlig godt ud, da jeg var tynd, og tøjet nærmest hang på mig", men det er jo ikke en sund tanke, og man prøver at skubbe den væk, men så kommer man til at kigge i spejlet igen, og så er man back to square one...
Og så ser man alle de smukke, lækre og tynde piger på Facebook, Tumblr, kommer til at kigge på sine veninder, og man tænker bare "No wonder I'm single, det kan jeg jo ikke hamle op med", for det ved jeg jo godt, at jeg ikke kan.
Jeg er jo på ingen måde så tynd som Sarah, så smuk som Nadia, har det perfekte smil som Tenna, eller det perfekte hår som Lotte. Jeg kan jo ikke være med i denne leg, og det ved jeg godt.
Jeg tror egentligt det er noget alle tænker mere eller mindre... jeg kan sagtens se at du har det væsentligt mere end jeg har, men selvom jeg har en vægt der siger ideel, næsten for lav, så har jeg stadig de samme træk... hver gang jeg kigger mig i spejlet tænker jeg: "kæft jeg har en klam næse, og hvorfor kunne muskulaturen ikke være lidt større?". Jeg tror bare det er noget man har fordi man fra naturens side, fra dengang vi var aber, hvis man tror på darwin i hvertfald... noget vi fik fordi vi skulle være så attraktive som muligt for at få muligheden for at videreføre vores gener :)
SvarSletJeg håber naturligvis at du kan få det bedre med dig selv, men det er også bare nemt at sige når man aldrig har oplevet at være andre kropsbygninger end den jeg har nu.
Jeg vil ikke engang sige at du skal skrive hvis der er noget, for 1. du ville aldrig kontakte mig i sådan et tilfælde... det har du andre venner til. 2. der ville med stor sandsynlighed ikke være noget at snakke om... hvad skulle man sige?
Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal afslutte... jo, opsummering: du skal vide at du ikke er den eneste der tænker: "hvorfor er jeg ikke anderledes?", og for lige at slutte det hele af vil jeg sige, at kan man se ribben, så er de for tynde!! ... du ser godt ud Michelle, no doubt!
Tak, Simon :)
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet